Ungedemokrati hos UngSlagelse

Skoledagen starter så småt igen for eleverne i Slagelse Kommune, og det betyder samtidig, at en ny og spændende sæson er i gang hos UngSlagelse. I år har vi et særligt fokus på det nære demokrati og ungeinddragelse i ungdomsskolen, og det står derfor helt klart, at UngSlagelses Elevråd skal spille en vigtig rolle. 

 

Allerede nu er der to vigtige sager, som UngSlagelse har startet op. Først og fremmest ønsker man at vedtage en række vedtægter, der vil beskrive 'reglerne' for elevrådet. Derfor skal vi beslutte, hvem der kan være medlem af Elevrådet, hvor længe man kan være medlem, hvordan man vælger en formand og flere andre ting. Det er en spændende proces, som de unge medvirker i. 

 

Fællesrummet får en tur

Inden den officielle sæsonstart hos UngSlagelse d. 21. september vil Elevrådet desuden gøre en indsats i fællesrummet på 3. sal på Sct. Pedersgade i Slagelse. Fællesrummet er virkelig skønt, men der er et ønske om at gøre facilitererne lettere tilgængelige og samtidig skabe orden i materialerne deroppe. Det er derfor håbet, at fællesrummet vil stå ekstraflot, når alle eleverne vender tilbage til holdundervisningen i uge 39. 

 

Øget samarbejde med skolerne

Udover aktiviteterne i eget hus er der også en stor indsats på vej over for demokratiaktiviteter i samarbejde med skolerne i Slagelse Kommune. Som noget helt nyt vil vi i 2027 være vært for Grundlovsdag, og allerede d. 31 august i år mødes alle skolers lokale elevrådsmedlemmer med hinanden til en dag fyldt med læring og sparring. 

 

UngSlagelses Elevråd består netop nu af 14 engagerede unge, som alle ønsker at gøre en ekstra indsats for UngSlagelse og dets aktiviteter og omgivelser. Elevrådet har desuden en medarbejder fra sekretariatet, Emma, tilknyttet, som hjælper med mødeindkaldelse, referater og forplejning.